|
|
|
|
|
|
|
 |
|
 |
| |
Det første møde med fangerne
Danskerne kommer ind i det rumænske fængsel
Tidspunktet var nu nået, hvor jeg direkte spurgte, om jeg og mine venner måtte komme ind og se, hvordan fangerne levede i fængslet.
Jeg oplevede:
”Vi blev ført igennem flere og tunge jern døre, som skulle låses op og i efter os. Men til sidst stod vi inde ved dørene til fangernes celler. I den lukkede afdeling for de farligste fanger så vi fire celler, der var fuldstændig ens. På ca. seks kvadratmeter var der to gange tre køjesenge, et toilet og en vandhane. Der sad ikke seks, men otte mand i hver celle – alle med fængselsdomme på over ti år. På grund af pladsmangel i rumænske fængsler sad der flere fanger i hver celle, end der var senge til. Vi besøgte også den afdeling, de kalder arresthuset. Det er dér, de indsatte sidder, indtil de får deres straf. (Hvis en fange i Rumænien anker strafudmålingen, kan der gå op til tre år, før sagen afsluttes.) I disse celler var der syv gange fire etagesenge – dvs. 28 senge. Også her var der et toilet og en vandhane, men der var ikke så meget gulvplads, at fangerne kunne stå på gulvet samtidig. Der var heller ikke ”kun” 28 i en celle, men 32. Det værste ved disse celler var luftforholdene. Der var meget fugtigt. Det var sådan, at der hang vanddråber fra kondensvand over det hele, og da vi gik bare to skridt ind i cellen, var det, som om vi skulle kvæles. Der var meget lidt ilt derinde samt en forfærdelig lugt. Jeg fik et meget stærkt billede af fangerne i mit indre. Det var, som om jeg havde set noget, jeg aldrig skulle glemme.” Her lagde Gud et stærkt og dybt ”kald” i mit hjerte til disse fanger.
Der bliver givet mulighed for evangelisation i fængslet
Da vi kom tilbage fra besøget hos fangerne, spurgte direktøren lidt hoverende: ”Nå, hvad kan I så hjælpe os med?” Jeg vidste straks, at der ikke kunne blive tale om fysisk eller praktisk hjælp. Da fængslet rummede 2.700 fanger, var det meget store summer, der skulle til for at gøre de fysiske rammer bedre for fangerne. Dette måtte danskerne blankt erkende over for direktøren. I stedet for foreslog jeg, at jeg kunne komme sammen med en lille gruppe danskere og holde ”møder” for f angerne. Jeg sagde: ”Vi kan ikke hjælpe fangerne med de fysiske rammer, men vi kan måske hjælpe dem i deres indre”. Dette tyggede direktøren lidt på, og efter lidt tid gav han lov til, at vi i første omgang kunne forsøge med et enkelt besøg.
Det første møde med fangerne
På International Apostolsk Bibelskole i Kolding fik jeg lov til at samle en lille gruppe af eleverne, hvorefter vi forberedte os på at vende tilbage til Rumænien for at holde møde med fangerne. Da vi kom ind i fængslet, blev vi anvist et lokale, hvor der kunne være 100 personer. Gruppen fra Danmark havde forberedt sig med sang og musik, personlige vidnesbyrd og små taler ud fra Guds Ord. Da mødet skulle starte, var der ført 100 fanger ind i lokalet af 8 bevæbnede fæn gselsofficer, som blev der, så længe mødet varede.
Jeg oplevede:
”I starten var det meget svært at bryde igennem. Det føltes som en mur at tale til fangerne, men lidt efter lidt oplevede vi, at Helligånden kom os til hjælp, og der begyndte ligesom at komme liv i fangernes øjne. Vi understregede meget, at Guds kærlighed til dem personligt var enorm stor, og at Gud så på dem som mennesker og ikke som fanger. Hvert femte minut kom direktøren brasende ind i lokalet, smækkede døren i og betragtede, hvad der skete. Hver gang direktøren kom, tog han fuldstændig fangernes opmærksomhed, så det var meget svært at få det første møde til at hænge sammen.”
Efter mødet spurgte jeg direktøren, om det – efter hans mening – var noget, der kunne få værdi for fangerne. Specielt med hensyn til muligheden for at blive rehabiliteret, før de skulde løslades. Direktøren var rimelig positiv over for mødets forløb, og han gav os lov til at holde et nyt møde dagen efter.
Min personlige konklusion
Når jeg i dag ser frugten af Guds ords forkyndelse og virke i fængselet i Aiud, hvor hundreder af fanger har givet deres liv til Jesus Kristus, bliver jeg stille, men begejstret. Når jeg besøger fangerne i deres celler, hvor jernport efter jernport bliver åbnet og låst efter os, og vi til sidst er helt inde i cellen hos fangerne, oplever jeg en utrolig fred og glæde dybt i mit hjerte: Det er her, du skal være og fortælle om Jesu kærlighed og frelse! Jeg ser på disse mænd som mine venner, og billedet af deres ansigter er for evigt brændt ind i mit hjerte.
Nu er der gået 15 år.
Cosmin og jeg har nu arbejdet tæt sammen i 15 år, hvor vi har været involveret i rigtig mange forgreninger ud fra arbejdet, der startede med landbrugsmaskner.
Det er nok alligevel fængselsmissionen, vi har brugt mest tid på, og det er også det, der stadig brænder i mit hjerte, og som gør, at vi besøger fængslerne 6 gange om åre t. Hvis jeg regner ud, hvor mange mænd jeg har stået overfor i fængslet og forkyndt evangeliet om frelsen i Jesus og håb og kærlighed, bliver det ca. 40.000.
Rumænien mit land nr. 2.
I de 15 år har jeg besøgt Rumænien mere end 100 gange, og jeg er kom met til at holde meget af rumænerne. Jeg har mange gode venskaber blandt rumænerne, og jeg kan utrolig godt lide at være i landet Så længe det stærke kald er i mit hjerte og mit helbred kan, satser jeg på at fortsætte mine ture i fremtiden.
Thorkil Jørgensen
|
|
|
|
|
|
