Fredag morgen tidlig kørte vi fra Kolding mod Rumænien. Vi var fire mænd i bilen. Thorkil Jørgensen, Verner Larsen, Lars Bo Olesen og jeg selv, Michael Vigsø. Vi havde alle tidligere været i Rumænien på fængselsmission, så vi havde alle en forventning om, at skulle være med til at bringe opmuntring, håb og nyt liv til fangerne i fængslet.
Gutterne på turen

Personligt havde jeg glædet mig længe, og var meget spændt og i stor forventning til turen. På vej ned gennem Europa passerer vi mange flotte store byer. Dresden, Prag, Brno, Bratislava, Budapest, og mange andre byer på vores vej ned gennem Tyskland, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Rumænien. Igen strejfer tanken mig om fornuften i at køre 4000 km på en uge. Vi passer adskillige fængsler på vores vej til fængslerne i Aiud og Arad i Rumænien.
Men når jeg så igen står foran fangerne i fængslet og ser dem i øjnene, så glemmes den lange tur. Når jeg ser fangerne i øjnene, ser jeg øjne, som jeg genkender fra tidligere møder. Disse øjne smiler glædesfyldte og fulde af forventning tilbage til én. Andre øjne er nye og så fulde af sorg og smerte, at jeg tydeligt føler deres håbløshed og magtesløshed. Så bliver jeg meget ydmyg og afhængig af Guds nåde. Jeg er blot en almindelig dansker, men jeg føler et stort medansvar for at hjælpe disse mennesker bedst muligt.
Allerede på vores tur i bilen talte vi om, at Jesus blev sendt til verden for at tilintetgøre djævelens gerninger (1. Joh. 1:8). Dette blev også på vores møder i fængslerne og i lokale kristne forsamlinger en stor del af vores budskab. Vi talte om Jesu længsel efter at tilintetgøre djævelens gerninger i menneskers liv, og hans længsel efter at skabe nyt liv, håb og glæde.
Derfor var målet med vores handlinger gennem sang og musik, forkyndelse og samtale, bøn og gaver også at hjælpe den enkelte fange til et bedre liv.

På denne tur var der 100 fanger som tilkendegav at de ønskede at give deres liv til Jesus Kristus.

Fangerne i Auid

En stor del at fangerne i fængslet har deltaget i bibelbrevkurser og er meget radikale kristne. De er meget seriøse og sultne efter at lære mere. Vi har en meget åben dialog med dem, og føler at vi alle er på samme hold. I guds rige er der ikke førstehold og andethold. Vi oplever klart, at vi er ét i troen med dem. Faktisk er det et mirakel, at se hvordan troen på Jesus skaber nyt liv for den enkelte fange på trods af deres omstændigheder. Det er som en sommerdag at se og opdage hvordan et græsstrå kan bryde op igennem en asfalteret vejkant. Det er som et lille lys, der uden at spørge om lov, uden nogen kræftanstrengelse fortrænger selv det mørkeste mørke.
Når vi taler med officererne i fængslet i Aiud, så fortæller de hvordan mange fangers liv og opførsel i fængslet forvandles, efter at de kommer til personlig tro på Jesus. Desuden ser vi selv, i øjnene af fangerne, hvordan blot ét møde med Jesus, igennem vores sang og forkyndelse af det glade budskab, giver håb og liv tilbage til den enkelte fange.
På denne tur var vi også i fængslet i Arad. Det var den første officielle tur til det fængsel, efter at Thorkil havde haft det første uofficielle møde der tidligere på året. Thorkils første uofficielle møde, var vi alle meget taknemmelige for, men han oplevede megen stor modstand fra fængselspræsten og ledelsen. Denne gang var den første dag i Arad også præget af stor modvilje. Fangerne derimod var meget modtagelige og åbne for at tage imod både frelsesbudskab og undervisning. Thorkil havde fået doneret en tandlægestol i Danmark, som han havde følt Guds tilskyndelse til at tilbyde fængslet i Arad. Vi så deres tandlægeklinik. Den havde netop været i brug, for der lå 3 nylig udtrukne knækkede tænder på en bakke og spytbakken var fuld af blod. Det lignede en pinebænk, men var en tandlægestol fra 1959, den eneste i fængslet. De var meget taknemmelige for udsigten til en nyere tandlægestol model 2000. Dette samt Thorkils tilbud om øget samarbejde indbefattende en inspirationstur til Danmark næste år, for at besøge fængsler i Danmark og skabe relationer, forvandlede præstens og de ansattes holdning overfor os. Vi blev lovet i fremtiden at få alle de møder vi ønskede. Da vi sagde farvel, tog det over 10 minutter at slippe præstens hånd og få sagt farvel.

Jeg nyder at være med på disse ture. Det er dog meget hårdt, da det kræver fuld koncentration hele tiden. Vi havde 13 møder i løbet af turen. Vi oplevede mange angreb på forskellig vis på turen; nær ven døde dagen før turen, modkørende bil helt ovre i vores vejbane, ægtefælle faldt alvorligt på trappe hjemme, tolkens hustru kørte galt med bil, en af os ramt af akutte alvorlige rygsmerter.
Men igennem alt dette mere end sejrede vi. Vi er meget taknemmelige for den støtte der gives både i form af økonomi og forbøn. Det er et bibelsk princip at bruge vores økonomi med omtanke. Tak til alle som støtter denne fængselsmission økonomisk. Men særligt tak til alle som beder for fængselsmissionen. Både de konkrete ture men også for medarbejdere og fangerne i fængslerne.
De kærligste hilsener til alle læsere fra Michael Vigsø.

Reklamer