|
|
|
|
|
|
|
 |
|
 |
| |
Jeg fik et helt nyt liv |
Nedenstående vidnesbyrd er den fængslende livsberetning fra en af de fanger, der deltager på de møder som Thorkild Jørgensen arrangerer i fængslet i Aiud, Rumænien. Billederne af Dumitru er taget af Lars Bo og Michael da de mødte ham på den sidste tur i September 2005. Oversat til dansk af Hans-Jørgen Troelsen Her fra KC. (red.)
 Lad mig først præsentere mig selv. Mit navn er N. Dumitru. Jeg blev født den 6. juni 1973 i Sibiu, og jeg er rumænsk statsborger. Mine trængsler og lidelser tog sin begyndelse, da jeg blev født. Jeg var så uheldig at blive forladt af begge mine forældre. Jeg forestiller mig, at min fødsel ikke var en glædelig begivenhed for dem. Ellers ville de vel have beholdt mig.
Jeg blev anbragt på et børnehjem for forældreløse børn, hvor jeg voksede op fuldstændig uden forældrekærlighed. I årevis var der ingen, der gav mig gode råd med på vejen, og ingen viste mig nogen som helst ømhed. Børnene, der var ældre end os andre, mobbede og tæskede os hele tiden. Tæskene og drillerierne forekom hver gang vi ikke ville give dem det, som de ville have, eller når vi ikke gjorde det de sagde vi skulle. F.eks. at slås med andre børn, at stjæle eller udføre forskelligt arbejde for dem.
Jeg ved ikke hvorfor, men som årene gik, og jeg voksede op, blev mit liv på børnehjemmet mere og mere uudholdeligt. Når jeg tænker tilbage på disse år, husker jeg, at jeg var så tørstig efter kærlighed og ømhed. Ironien ved dette er, at der var personale, som var i stand til, uddannet til og lønnet til at vise børnene kærlighed og varme, men de gjorde det ikke. Vi blev opdraget som dyr. Vi fik ”spiseligt” mad, vand og tøj, men sjældent – meget sjældent – viste personalet os nogen form for menneskelig omsorg.
Jeg vil tro, at disse mangler påvirkede mig som barn, og at jeg vil bære rundt på det resten af mit liv. Jeg siger ikke alt dette, fordi jeg har ondt af mig selv, eller fordi jeg ønsker, at folk skal have sympati for mig, men dette er den fulde sandhed. Hvis et menneske er frataget de mest elementære behov for omsorg, så vil denne person have meget svært ved at få noget godt ud af hans eller hendes liv. Jeg følte ofte en kæmpestor trang til at græde ud ved nogens skuldre, at bryde ud i tårer og fortælle min smerte til nogen, der virkelig brød sig om at høre det men jeg gjorde det aldrig. Jeg blev opdraget under det princip, at et virkeligt mandfolk aldrig græder.
Da jeg blev 14 år, blev jeg nødt til at stå ansigt til ansigt med et alvorligt problem, idet jeg skulle gå i skole udenfor børnehjemmet og dermed møde den virkelige verden. Jeg var vanvittigt spændt, idet jeg håbede på, at mit liv ville blive så meget bedre i løbet af nul komma fem, men jeg fandt snart ud af, at det ikke skulle blive sådan. Jeg blev indskrevet i skolen, og i nogen tid mødte jeg op til timerne regelmæssigt, og det havde jeg det godt med. Men efterhånden overmandede trængslerne og mangelen på penge mig. I kan sandsynligvis regne ud, hvad der skete. Jeg begyndte at hænge ud med de forkerte slags ”venner” og forsømte skolen. Jeg begyndte at røve og stjæle. En dag skete det uundgåelige, jeg blev bortvist pga. mine mange fraværstimer. Så var jeg helt alene og tog igen et meget dårligt valg. Jeg var godt på vej imod at blive den helt store skurk. Jeg snød, stjal og var skyld i, at folk omkring mig blev bedrøvede.
I 2 år levede jeg på denne måde, men jeg blev snuppet igen og anbragt på en slags resocialiseringskostskole. Jeg skulle blive der, indtil jeg blev 18. Ironisk nok gjorde jeg ikke meget for på nogen måde at blive rehabiliteret, i løbet af de to år jeg var på kostskolen. Tværtimod tog jeg det værste fra de værste personer og blev selv den værste. Bare nogle få måneder før jeg lovformeligt skulle sendes bort, stak jeg af. Decemberrevolutionen fangede mig på gaden, og jeg var i den menneskemængde, som soldaterne skød på. Dette var den første gang, jeg så døden med mine egne øjne. Jeg så unge mennesker dø omkring mig. Selv de største ateister tænker på Gud, når de står overfor selv, at skulle dø. Det gjorde jeg også. For første gang i mit liv sagde jeg til Gud: ”Herre, hvad er meningen med dette liv, og hvorfor er jeg en del af det?”.
 Desværre gav denne korte selviagttagelse ikke mange ændringer i min karakter, og jeg fortsatte med min ondskabsfulde måde at leve på. Ikke længe efter revolutionen blev jeg arresteret og idømt to års fængsel. Virkeligheden i fængslet chokerede og forskrækkede mig i begyndelsen, men efter et stykke tid, og for at overleve, blev jeg en af de mest ondskabsfulde indsatte.  Jeg begyndte at opføre mig groft overfor de, der var svagere, og jeg begyndte at skade mig selv ved at gøre underlige ting såsom at lemlæste mine arme og mit underliv og at sluge forskellige ting for at protestere. Det mærkeligste er, at det endte med at give mig nydelse. Jeg levede i et sådant forfald, at hver gang jeg stod overfor problemer eller vanskeligheder af en eller anden art, begyndte jeg at skære og skade mig selv. I stedet for at bede til den levende Gud om, at han skulle udfri mig, gjorde jeg disse skamfulde ting.
Endelig kom dagen, hvor jeg blev løsladt, og jeg kom ud af fængslet. Hvis Gud ikke ændrer ens hjerte og mentalitet, ændrer friheden ikke meget for én. Det var det samme for mig. Jeg måtte konfrontere den ubarmhjertige virkelighed igen, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle leve mit liv på en ordentlig måde, og som om en forbandelse var over mig, endte jeg altid med at lytte til de forkerte råd og få de dårlige venner.
I dag forstår jeg, at Gud var der for mig hele tiden på trods af min dårlige opførsel. Han elskede mig og beskyttede mig. Han gav mig også mange gode øjeblikke, selvom jeg ikke fortjente det. Ikke desto mindre lod jeg mig selv blive fanget i min gamle livsstil. Jeg blev arresteret igen og spærret inde i et rigtigt fængsel sammen med mange farlige indsatte. Tiden jeg tilbragte i dette fængsel bragte det værste frem i mig, og jeg blev en af de mest frygtede fanger. Endda nogle af vagterne undgik mig. Dog hjalp mange indsatte mig, nogle pga. frygt og andre pga. medlidenhed. På en måde var jeg afhængig af deres hjælp, fordi jeg var ryger på det tidspunkt, og jeg behøvede penge til dette formål. Jeg begyndte at skære mig selv igen, og adskillige gange var dette et spørgsmål om liv eller død. Jeg forsøgte endda at begå selvmord, men det mislykkedes. Nu forstår jeg, at Gud ikke lod mig dø, fordi han havde andre planer med mit liv.
 Jeg kom ud af fængslet, men igen havde jeg ingen at henvende mig til. I ved sikkert godt, at samfundet lægger en masse skyld på strafafsonere, og noget af dette er forståeligt, men det største problem for mennesker, der er i fængsel, er afvisningen, som de står overfor, når de bliver løsladt og kommer ud i den virkelige verden. At være i fængsel bare en enkelt gang er en plet, som du får på dig, og som du aldrig kan få af. Det var det samme for mig. Jeg forsøgte endda at blive gift, men pga. mine dårlige vaner varede mine forhold kun kort tid.
Som I sandsynligvis har regnet ud, røg jeg tilbage i fængsel igen, hvor jeg blev anerkendt som en af de mest ondskabsfulde tilbagefaldne. Vagterne kiggede på mig enten med medlidenhed eller foragt. Dette sårede mig så meget, at jeg blot blev endnu værre.
Stadigvæk råbte jeg på Gud allerdybest inde i mit forpinte hjerte. Jeg var sulten og tørstig efter hans faderlige kærlighed. Der var tider, hvor jeg ville have givet, hvadsomhelst for at høre nogle tale til mig om Gud og vise mig en bedre måde at leve på. Der var sandsynligvis mange kristne i fængslet, som ville have talt til mig, men de var bange. Så jeg fortsatte bare med mit liv på den samme skrækkelige måde indtil en dag, hvor Herren sagde, at nu var det nok!!
Jeg vil fortælle jer detaljeret, hvordan jeg oplevede det største mirakel i mit liv. Jeg var på hospitalet pga. en maveoperation. På værelset hvor jeg var, var der en meget syg mand. Det underlige ved denne mand var, at på trods af hans forfærdelige smerter priste han Gud i stedet for at beklage sig. Han sang kristne sange hele dagen lang. Jeg var både overrasket og forundret over at lytte til ham. Jeg havde aldrig hørt noget lignende før. Jeg tænkte på, hvad der var galt med denne mand? Hans sange handlede om ting, som var så langt fra den virkelighed, vi oplevede på hospitalsværelset. Stadigvæk og på trods af det jeg troede på fortsatte han med at synge og give Gud ære dag efter dag uden at tænke over, hvad de andre tænkte eller sagde om ham. Det han sang og måden han sang på gennemborede mit hjerte på den mest usædvanlige måde, og en dag kaldte jeg på ham. Jeg ville gerne have, at han skulle komme hen til min seng. Han kom hen til mig, og jeg spurgte ham, hvor han kendte disse smukke sange fra.
Forlegent nærmede han sig mig og fortalte, at han var en meget ond mand, før han kom i fængsel, men i fængslet fandt han Herren Jesus Kristus og angrede. Hans ord brændte i mit hjerte. Jeg spurgte ham, om han troede på, at denne Gud som han pralede sådan af, også havde magt til at forandre mit liv? Manden smilede til mig, som om han forventede, at jeg ville stille dette spørgsmål og fortalte mig, at hans Gud var den eneste, som kunne gøre det. Han nævnte også, at Gud kun kommer ind i de oprigtigt åbne hjerter, og hvis jeg ville modtage Jesus, skulle jeg have et sådant hjerte.
Jeg kunne ikke få nok af at lytte til ham, og jeg bad ham også om at fortælle mig mere om hans liv som en kristen. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, hvor afslappet og lykkelig han var, når han talte om Gud og Jesus Kristus og hans død på Golgatha. Han fortalte mig, at denne Jesus tilgav alle dem, som ville modtage hans guddommelige offer på korset igennem tro, og at Han ønskede og havde magt til at tilgive mig. Manden fortalte, at Jesus bestandigt går i forbøn hos sin Fader i himmelen for alle sine hellige – altså alle dem som igennem tro, modtager Ham i deres hjerter. Efter at have fortalt mig alt dette inviterede manden mig til at være en del af denne mægtige, ærbødige frelsesplan. I dette øjeblik indså jeg, at frelsen, som Gud giver igennem sin søn Jesus, var alt, jeg nogensinde ville få brug for.
Jeg indrømmer, at jeg var lidt flov over at knæle for Herren. De kendte mig jo alle som en meget stolt, voldelig og ondskabsfuld mand. Ikke desto mindre knækkede Gud min forfængelighed, og da lyset blev slukket, og vi alle var parate til at sove, trak jeg mit tæppe op over mit ansigt, og jeg bad en meget simpel bøn. Sandsynligvis gav det ikke meget mening på det tidspunkt, men min bøn var oprigtig. Jeg bad himlens og jordens Gud om at helbrede mig og om at skåne mit liv, og jeg lovede Ham, at jeg ville søge Ham af hele mit hjerte og følge Ham resten af mit liv, hvis han ville gøre det. Jeg bad Ham også om, at vise sig for mig. I det øjeblik følte jeg nærmest fysisk, hvordan Herren rørte ved min sjæl. Jeg følte Hans tilstedeværelse på en meget magtfuld måde. Han helbredte mig for min mavesygdom, reddede mig fra at komme i Helvede, anbragte mine fødder på klippen og lagde en ny glad sang i min mund.
Alt dette skete i år 2000. Lige siden har mit liv været radikalt anderledes. Jeg holdt totalt op med at ryge og at drikke alkohol. Jeg siger ikke, at jeg ikke har syndet siden, men hver gang jeg henvender mig til Gud i bøn, bekender mine synder og angrer, når hans nåde mig på ny og genopbygger mig. Hans kærlighed er god og nådig, og han tæller ikke de gange, hvor man er uvidende. Han vil hellere have, at alle mennesker vender sig til Ham og angrer. Nu kan jeg bevidne af hele mit hjerte, at Gud virkelig eksisterer, og at Han lader sig finde af alle dem, som søger Ham af et rent hjerte.
Han accepterede mig som den, jeg var, men Han elskede mig alt for meget til at lade mig forblive den, jeg engang var. Han beskyttede mig med sine stærke arme, og jeg vil altid takke Ham og prise Ham for dette.
Lidelserne er enorme på dette mørke sted, som vi kalder fængslet, men mine lidelser her kan ikke sammenlignes med Jesus Kristi’ lidelser, som Han betalte i mit sted. Lidelse betyder nu noget helt andet for mig, for bibelen fortæller os, at vores belønning vil være stor i Himmelen, når vi lider for Jesus og for vores næste. Gud tilskynder os til at søge Ham af hele vores hjerte – ikke kun når vi har det godt, men til alle tider. Det er smukt at tænke på, at Guds ord fortæller os, at mens vi stadigvæk levede i synd, gav Jesus Kristus sit liv for at løskøbe hele menneskeheden, ja alle og enhver med et ønske om at blive frelst. Gennem tro på Jesus er løskøbelse blevet muligt. Ære være Gud for det. Herren befalede os at bespise de sultne, at give de nøgne klæder og at besøge de syge og de der sidder i fængsel. Vi vil aldrig få det sande liv, som Gud ønsker at give os, medmindre vi lærer at elske alle mennesker.
Jeg takker min fader i himmelen for, at han igennem de lange og svære år med lidelser aldrig lod mig alene tilbage. Det er sådan en fryd, at have en kærlig og omsorgsfuld Fader! Han fyldte mig med sin fred og gav mig mange ting, jeg aldrig havde haft. Han hjalp mig til at blive en bedre, mildere og mere forstående person. Hans ord lærer os, at den, der er trofast i det små, også vil være trofast i de store ting, og det er aldrig for sent at starte på en frisk.
Den virkelige forandring starter i det indre, og vores beslutning om at blive bedre kristne støttes totalt af vores Herre Jesus Kristus, som kan rense vore liv og sjæle. Forandringen der sker indeni os, må så afgjort kunne ses på vores forhold til de mennesker, som vi omgiver os med. Hvis nogen tager den beslutning at åbne sit hjerte og lukke Jesus ind, har vedkommende taget den klogeste beslutning, som et menneske overhovedet kan tage. Man vil få evigt liv og blive arving til himmelen sammen med alle hellige.
 Jeg er så lykkelig for, at Herren så I nåde til mig, og jeg ønsker oprigtigt, at alle de, som har Jesus i deres hjerter, forbliver trofaste og stærke i troen, og Gud, som ser alt, vil helt sikkert belønne vores anstrengelser. Og alle de, som endnu ikke har Jesus, kongernes konge og herrernes herre, i deres hjerter som Herre og frelser, skulle skynde sig at tage imod ham i dag!
Må Guds nåde fylde både mit hjerte og jeres hjerter til overflod.
Gud velsigne jer alle!
DUMITRU, Ajud fængslet
|
|
|
|
|
|
|
