Fredag d. 14/10-05 kl 07.00 afgik Passat´en igen mod Rumænien. Denne gang med de to veteraner Thorkil og Hans Christian Bjerre (HC) og med Steve Dulwich og Bent Vestergaard der var med for første gang.

Vi startede med at bede for turen, og så gik det ellers derned af. Vi var velsignet med et meget fint vejr både derned og hjem. Vi kørte 1300 km, før den stod på ungarsk gullash og stærk chilli salat, der hvor vi overnattede i Ungarn. Næste morgen kl. 07.00 drog vi udhvilede af sted for at indtage de sidste 700 km til Cluj, hvor vi skulle overnatte hos Monica og Cosmin. Det er nogle utrolige dejlige og gæstfrie mennesker, og selv om man godt kan mærke, at det er et hjem hvor der hele tiden er travlt, kan man samtidig se hvordan de udstråler kærlighed og omsorg både for hinanden og børnene men også for gæster.

Lørdag aften var der planlagt møde i ungdomsklubben i Cluj, som Cosmin og hans broder står for. Der havde vi et dejligt møde, hvor der var samlet ca. 30 unge, hvoraf flere kom direkte fra gaden og ikke havde deres faste gang i klubben. Til trods for at nogle af dem var lidt generte, fik vi lejlighed til at bede for flere af dem. Søndag formiddag var vi til møde i den lokale Baptist kirke og søndag aften i Pinsekirken. Begge steder fik Thorkil overdraget mødet og kunne egentlig bestemme hvad der skulle prædikes om. Tillid?. Specielt mødet i pinsekirken var fantastisk. Steve underviste om Helligånden, og inden mødet var slut, havde han og Thorkil bedt for hver enkelt i kirken, og der kom flere stærke profetier, noget som ellers ikke har fundet sted det sidste år. Efter mødet søndag aften, kørte vi til Aiud og blev indkvarteret hos nogle andre af Thorkil`s venner, der har været involveret fra starten i 1992-93. Der mærker man igen en utrolig gæstfrihed. Stuer og soveværelse bliver ryddet, for at vi kan få et godt sted at sove.

Mandag morgen startede det første, af i alt 8 møder vi skulle have i fængslet frem til onsdag. For os der var der for første gang, var det et meget specielt øjeblik, da vi stod foran det første hold fanger. Der var de øjne, som vi havde set på billeder. Øjne der viste glæde og overskud, øjne der var sørgmodige og øjne der var tomme og opgivne. Vi havde de fleste hold inde i 1½ time. Thorkil ledte alle møderne med stor autoritet og lydhørhed over for Helligånden.
Det står klart at han nyder stor respekt både fra fangerne og fra ledelsen i fængslet. Vi havde nogle rumænere med til at synge og spille rumænske sange og HC sang og spillede engelske og danske sange. Bent gav vidnesbyrd og Steve underviste, og på alle møderne gav alle fanger, der endnu ikke havde gjort det, deres liv til Jesus. Det var fantastisk at se. Når de blev spurgt om de ville, rejste alle sig uden at være i tvivl. En dejlig oplevelse var at gå ned og bede for den enkelte fange. Jeg tror virkeligt på, at det kan gøre en stor forskel i deres liv, når de føler, at der er nogle der tør tage dem i favnen og bare bede for dem og velsigne dem, uden at have nogle fordomme imod dem. Det var nogle helt andre mænd der gik ud igen, og stort set alle kom hen og gav et stort varmt håndtryk, da de gik.

Det er svært at sætte en begivenhedsrig uge med så mange indtryk ned på skrift. Jeg har mange billeder inden i mig, som jeg kunne skrive lange historier om, men jeg har prøvet at skrive bare lidt af det, der gjorde størst indtryk på mig. Jeg ved, at vi har gjort et godt stykke arbejde for Herren. Vi var eet team og gav af det Herren har lagt i hver enkelt af os. Det har været en stor velsignelse at være en del af denne mission, og tak til Thorkil, HC og Steve for godt kammeratskab på turen.
Tak for forbøn fra teamet, menigheden, familie og venner.

Hilsen Bent Vestergård

Reklamer