|
|
|
|
|
|
|
 |
|
 |
| |
Vidnesbyrd fra fangerne. Nov. 2006 |
SZABO L. – ARAD – Tak for julegaven Nov. 2006
Jeg sender mange hilsener, sundhed og et glædeligt nytår til alle folk, der er med i Resucue Foundation. Jeg ønsker at takke Jer for alle jeres anstrengelser, som I gjorde for mig i juleferien. Jeg har ikke nogen kontakt med min familie, og jeg har ingen, der sørger for mine basale behov. Gud velsigne Jer med jeres fremtidige aktiviteter! Jeg takker Jer respektfyldt.
DIACONU M. – COLIBASI Nov. 2006
For de mennesker, der virkelig lider, betyder er det guld værd at modtage brev!. Jeg er enormt glad for ved siden af de kurser, som jeg modtager, at finde nogle få linier. Det er den menneskelige side af en officiel og formel korrespondance. Jeg føler at afsenderen er virkelig, og bryder sig om mig, om mine problemer, og det giver mig styrke i mim kamp mod illusionerne om et retfærds system, som jeg ønsker for jer, at I aldrig kommer til at kende til. Jeg værdsætter, at I fra tid til anden giver Jer tid til at skrive nogle få linier til mig. Det er en fin ting, som I kan gøre for en indsat. Det er det, som jeg er lige nu. Der er nu gået 2 år og 1 md af min fængselsdom, og jeg har endnu ikke været for retten. I Rumænien er alt muligt.
Når jeg peger på det, som indsatte savner mest i fængslerne, tror jeg, at mit svar er lidt anderledes end det, som man forventer af de fleste indsatte: ømhed. Hvorfor dette svar? Fordi det giver en følelse af indre fred, som selv dyr har har brug for. For Guds skyld, hvem har ikke brug for en ved sin side, som kan styrke disse følelser i ham? Hvem kan nogensinde lade sig adskille fra sådan en person? Specielt fordi det er så svært at finde en person, som man kan stole på i disse tider. Måske er det årsagen til, at de fleste indsatte savner deres frihed mest. Det er næsten umuligt at få hengivenhed. I vil blive overraskede over, hvorfor nogle indsatte ønsker at blive løsladt. De ønsker at begå ny kriminalitet. De ønsker at blive berømte tyveknægte eller frygtindgydende slagsbrødre.
Livet i fængsel er hårdt af forskellige årsager. Dårlige mennesker, løgnere, gemene, kolde ansatte, som gør vore lidelser endnu værre. De respekterer ikke reglerne, de er ligeglade med folks helbred, de ryger dag og nat, de åbner ikke vinduerne, og de er ligesom mennesker uden Gud (folk, som ikke har respekt for nogen eller noget). Udover dette har vi også problemer i vore familier: vi oplever ingen retfærdighed i Retten og alt dette medvirker til den spænding indeni, som ofte fører til, at man ser selvmord som den eneste udvej. Personligt blev jeg fristet af denne tanke i løbet af den første måned af min dom, men Gud gav mig kraft til at forvandle mine tanker og se denne dom som en mulighed for forvandling i mit liv; også fordi jeg har familie; en søn på 4 år og 9 måneder.
Familie er den sværeste ting at indse og den vigtigste. Det er hårdt – det er næsten som et lotteri – og det er vigtigt, for har du en familie, som bekymrer sig om dig, gør det livet lidt lettere, og det gør det nemmere at kæmpe med livets problemer.
Jeg kan se virkelige ”mennesker”, berømtheder, som betragter, hvad de har opnået professionelt, men som erklærer, at de ikke har tid til deres familier, og alligevel foregiver de at være glade og lykkelige. De modsiger sig selv i interviews!
Hvad angår min egen familie, er min største frygt at miste den på grund af min lange fængselsdom, og de sociale problemer, som vi har. Jeg savner min kone, jeg savner mit barn og for det meste ønsker jeg ikke at tænke på dem. I kan nok forestille jer, at jeg ofte tænker på dem ufrivilligt, især om natten, før jeg lægger mig til at sove, og selv i min alder græder jeg. Til mit held græder jeg om natte, hvor ingen kan se mig. Jeg skrev endda nogle digte til min kone og min søn, og med Guds hjælp sendte jeg også nogle ting. Min egentlige smerte er, at jeg har mistet mere end 2 år af min søns liv, en tid, som jeg kunne have brugt til en bedre uddannelse; en uddannelse, som jeg savner. Det er svært for dem uden mig. Min søn ved kun, at jeg forlod Rumænien, og når vi taler sammen i telefonen, spørger han mig, hvornår jeg kommer tilbage. Han græder, han citerer mine digte og fortæller mig, hvor meget han savner mig. Forestil jer, hvor ondt det gør indeni mig.
Jeg ville gerne have levet i et andet land og tilbyde min familie de bedste overraskelser. Dog er jeg kun en fængelsindsat, som volder problemer, for dem, jeg holder af. Jeg har alligevel lært nogle ting om rumænsk retfærdighed, og når jeg får den første mulighed for det, vil jeg forlade Rumænien. Jeg har ingen tid at spilde. Jeg må arbejde til fordel for min familie, at skabe et liv og en fremtid fra den første dag i frihed. Lige nu er jeg ved at lave projekter og forretningsplaner, så jeg kan arbejde udenfor Rumænien, og jeg beder om Guds hjælp til at fuldføre mine planer.
Den eneste gode ting, som min fængselsdom har bragt mig er, at jeg er kommet tættere på Gud. Gud er alt, og jeg finder min tilflugt i Ham overalt og til hver en tid.
Jeg ønsker jer det bedste.
CANTAUZ L, - Margeneni Nov. 2006
I lang tid var mit liv fjendtligt overfor Gud, men efter at jeg virkelig fandt Gud blev mit liv fuldstændig forvandlet.
Noget har pint mig i 6-7 måneder nu. Siden februar 2006 har jeg ikke haft kontakt med min mor. Jeg skriver stadig breve til hende, men hun svarer ikke. Jeg insisterede på at skrive to brve om måneden, men resultatet var det samme. Hvad kan jeg gøre i denne situation? Jeg kan kun bede for hendes helbred og at Gud kan åbne hendes hjerte, øjne og ører.
Jeg er virkelig bekymret for hende. Måske er hun syg, på hospitalet et sted, måske er det hændt hende noget, eller ganske enkelt ønsker hun ikke at skrive til mig mere. Selv i denne komplicerede situation, overgiver jeg mig i Guds hånd, jeg ønsker at gøre, hvad Gud vil, at jeg skal gøre. Min tro på Gud er stor, fordi jeg ved Gud elsker mig, og Han ønsker ikke at lade mig lide på denne måde.
Hvis jeg ikke var vendt tilbage fra min vandring i mørke idag, 23 november 2006, ville det have været 6 år siden, at jeg ville have været død ved selvmordsforsøg på grund af problemer med min straffeattest, og på grund af hvilket jeg nu har en dom på 18 år.
Men Gud kendte mig inden jeg blev født, og lod mig ikke blive i Satans hænder, og friede mig af Satans fælde. På grund af Hans tjeneres kærlighed er jeg stadig i live.
Den person, der hjalp mig, og fortalte mig om Skriften og rådede mig til at overgive mig i Guds hænder og tillade Hans Søn at rense mit liv, som man kan rense et apotek. Jeg fortalte mange folk, hvad Gud gjorde i mit liv, og jeg vil fortsætte med det.
Den person blev løsladt for næsten 3 år siden, og jeg har ikke hørt noget fra ham siden, men jeg er sikker på, at Gud er med ham.
Hvornår kommer I til Margineni fængslet? Hvis I kommer, vil jeg gerne have besøg af jer. Kan I sende mig nogle kristne bøger med posten? Dem, som I har sendt, er jeg færdig med at læse.
Må Gud velsigne jer.
DUMITRU G. C. – Craiova Nov. 2006
Jeg startede med at læse Bibelen for alvor i fængslet, selv når jeg er udenfor fængslet læste jeg dele af de, men kun en smule, fordi I ved jo, hvordan ungdommen er idag: Hvor dine venner er, der er dine tanker, og jeg havde ikke tid til at læse Bibelen i detaljer. Da jeg kom i fængsel fik jeg nok tid til at læse den. Nu ønsker jeg virkelig at forstå, hvad Gud ønsker for mig, og jeg ønsker at gøre, hvad Han siger i Bibelen. Selvom det er svært, hvor jeg er nu, er jeg glad for, at det aldrig er for sent. Førhen når mine forældre bad mig om at være en artig dreng og gå i kirke med dem, nægtede jeg. Men nu ville jeg ønske, at jeg kunne komme i en kirke, at lytte til Guds Ord. Men...her er jeg altså.
Hvad jeg egentlig ønsker at sige er, at jeg virkelig nyder Bibelstudiet og vores korrespondance. Jeg ville være ked af, hvis vores korrespondance blev afbrudt i fremtiden, fordi her betyder nogle få linier meget.
|
|
|
|
|
|
|
