Så er vi hjemme igen efter turen til Rumænien, som startede d. 7. september. Vi ankom til Cosmin´s landsby Sannicoara lørdag aften.
Vi startede med at holde 2 møder der. Det første møde søndag formiddag i Baptistmenigheden, og vi fik ved Helligånden et budskab til dem, som var dem til hjælp og vejledning netop i den situation de stod i. Aften mødet blev holdt i Pinsemenigheden, hvor medlemmerne blev stærkt berørt af Helligånden og om at være enige i Ånden, hvilket jo er en forudsætning for vækkelse og videre fremgang. Derefter kørte vi til Aiud og var meget spændte på at møde fangerne igen i fængslet, for at bringe dem evangeliet til opmuntring og trøst.
Til venstre Viviu som er tolk, og til højre Vero som er lovsanger

Til venstre Viviu som er tolk, og til højre Vero som er lovsanger

Det var glædeligt at se, at fangerne tilsyneladende havde fået det lidt bedre forhold end sidste år vi var der i maj måned, da de nu alle var klædte i civilt tøj i stedet for fangedragter, og ligeledes så det ud til at der var blevet en bedre personlig hygiejne, hvilket vi tror er sket p.gr.a. Torkild´s store forarbejde med at invitere fængsels personale på besøg i Danmark.
Under alle møderne, både i Aiud og Arad var der en intens lytten efter Guds ord som blev forkyndt, der var aldrig nogen uro, og alle ønskede forbøn, og at give deres liv til Herren. Gud gør et mægtigt værk i disse mennesker og Jesu kærlighed var meget stærk tilstede under møderne. Mange af fangerne blev dybt berørte af Guds kærlighed og tilgivelse og vi oplevede selv hvordan vi bare kunne elske alle disse mennesker, vi følte en dyb kærlighed til dem, en kærlighed som Herren gav os.
Mødet med livstidsfangerne i Aiud var nok det stærkeste møde. Helligånden var meget stærkt tilstede, vi stod sammen med dem i et lille værelse på afdelingen for high security, da fangerne pga. sikkerheden ikke måtte komme over i salen, hvor vi ellers holdt møde. Mange af fangerne er virkeligt stærke kristne og har et stærkt liv med Herren i bøn. På flere af møderne blev der givet mulighed for at fangerne kunne give et ord eller fortælle lidt om hvad der lagde dem på hjertet, og det fremgik af deres vidnesbyrd hvor stor betydning det havde for dem, at denne fængselsmission som Herren startede igennem Torkild kunne fortsætte, da det var meget nødvendig for dem igen og igen at høre Guds ord og at opleve andre kristnes omsorg og forbøn for dem. De fortalte også om hvordan de bad for Danmark, og kvinderne i fængslet samledes hver dag 1 time for at bede. Pris ske Gud og Jesus vor frelser. Må Herren bevare alle disse kære brødre og søstre i troen på Ham, indtil den dag han kommer!

Aase

Reklamer