 Thomas, Niels Peter, Michael og jeg selv har haft en rigtig god tur til Rumænien. På hele turen havde vi godt kørevejr dog på nær lørdag, hvor vi skulle hjem fra Ungarn, kørte vi på sne og isglatte veje i 4-5 timer, men vi kom alligevel sikkert og godt hjem uden problemer. Igen en stor tak til jer forbedere, som har fulgt os på vores tur. Det gør det godt og trygt for os at vide, at der er mange, som står bag os i forbøn.
Vi havde nogle gode møder i fængslerne, hvor vi mødte 500 til 600 fanger, som vi sang fortalte vidnesbyrd og forkyndte evangeliet for. Der var igen stor taknemlighed fra fangernes side over, at vi er trofaste i at komme igen og invitere dem til at være sammen med os, så de kan blive revet ud af deres triste og grå hverdag. Selvom det kan være lidt en hård tur, som kræver mange ressourcer, tror jeg aldrig, at jeg bliver træt af at komme ned og besøge fangerne.
På vej hjem i bilen tænker jeg allerede på den næste tur, og hvor lang tid der går, inden jeg igen kan komme ned og være sammen med dem. Denne gang havde vi også et dejligt møde med de fanger, som sidder i den højt sikrede afdeling. Det er nok blandt disse fanger, at jeg oplever den største taknemlighed for vores besøg. På mødet med disse fanger fik jeg en tanke om, at det kunne være helt vildt godt, hvis Cosmin og jeg kunne få lov til i et par dage at gå rundt i fængslet. At vi kunne gå fra celle til celle og tale med og lytte til fangerne. Jeg tror, at denne tanke fik mit hjerte til at arbejde ekstra intenst. Jeg blev helt varm og tænkte, at det måske en dag kunne blive til en realitet.
 Endnu en oplevelse fra et af vores møder. En fange gav mig en seddel i hånden, og efter mødet fik jeg Cosmin til at oversætte det. Fangen skrev bl.a.: ”Jeg har siddet i fængsel i næsten 6 år og regner med at blive løsladt om få måneder. Jeg er opvokset på et børnehjem, og den tid jeg har været i fængslet, har der hverken været familie eller venner, som har besøgt mig. Jeg føler mig helt alene i verden. Jeg frygter den dag, da jeg bliver løsladt, for jeg har ingen penge, tøj, arbejde eller et sted at gå hen. Vil du være min Far og familie i fremtiden?” Selvom jeg ved, at der er mange fanger i samme situation, så må jeg sige, at det har rørt mig i mit hjerte, for hvis jeg havde mulighed for det, så var der ikke noget, jeg hellere ville end at hjælpe sådan en person.
Jeg talte med Cosmin om det, og han lovede, at de ville svare fangen på brevet, og at de også ville tilbyde ham at komme forbi deres kontor i Rescue, når han bliver løsladt, hvor de så vil prøve at hjælpe ham, så godt de kan. Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, næste gang jeg møder ham. Han vil helt sikkert komme og hilse på mig og se mig dybt i øjnene med forventning om hjælp og et varmt hjerte.
En stor og dejlig bekendtgørelse. Indsamlingen af julegaver til de fattigste fanger er nået op over de
40.000 kr., som var vores mål. Det er rigtig, rigtig flot, at 800 personer kan blive mødt af Guds kærlighed i en så konkret handling, som det er at give gaver til at dække deres mest basale menneskelige behov. En meget stor og varm tak til alle, der har støttet dette projekt, også til alle der har været aktive i at sætte en indsamling i gang i deres kirke eller omgangskreds. I Rumænien har Cosmin og vennerne nu meget travlt med at købe ind og lave 800 julegaver. De har fået på hjerte at supplere gaven med et personligt julekort, som de har opfordret mange mennesker i forskellige kirker til at være med til at skrive. Fra Danmark tager vi så 4 personer af sted d. 12. december, hvor vi kan få lov til at være med til at dele gaver ud til fangerne.
Endnu engang
TAK TAK OG ATTER TAK.
Kærlig hilsen
Sonja og Thorkil
|
