 Det er længe siden ... jeg sidste har været i Rumænien.
Ja faktisk ikke siden 1993 hvor jeg var i det nordlige Botosan for blandt andet, at hjælpe de mange børnehjemsbørn der stadig stod i tremmesenge med våd ble og ingen gnist i øjnene. Jeg husker turen som uendelig lang. Jeg husker vejene som ufremkommelige. Jeg husker byerne som støvede og gamle og ødelagte.
Men med voldsomt fornøjeligt selskab af teamets muntre og fløjtende HC, en syngende og strikkende I ngrid og en fartgal Olav blev de ca. 1600 km, hver vej, tilbagelagt i et effektiv og højt og hyggeligt tempo, godt hjulpet på vej af en Audi A8 der tilsyneladende trængte til motion efter et par måneder i en garage. Rumænien viste sig fra sin smukke side på denne tur.
Naturen, byerne, shoppingmulighederne, vejret, temperaturen, restauranterne - det var et andet Rumænien end jeg huskede, og kun når jeg talte med unge højtuddannede frustrerede rumænere som var klar til at forlade landet grundet korrupte systemer og politkere, blev jeg mindet om, at jeg var i Rumænien og ikke i et mere vestligt europæisk land.
Missionsarbejdet i fængslerne er fantastisk. Cosmin og hans familie, Resque, menighederne, de mange venner af arbejdet dernede er helt fantastisk at opleve. Cosmin gjorde virkelig et stort indtryk på mig. Hans nød for sit eget folk, hans engagement i den lille lokale baptist menighed som er ved bygge ny kirke, hans samarbejde med Horia og de unge i “klubben”, respekten om ham blandt fængselsdirektører, fangevogtere og indsatte. Han er et Guds mirakel og hans familie er noget af det mest gæstfrie og tjenende man kan forestille sig. Og så er han tilmed sjov. Hans humor er smittende og befriende og man får lyst bruge rigtig meget tid sammen med den mand.
Det var meget udfordrende og berigende og forfærdelig og fantastisk på én gang, at være i fængslerne i både Arad og Aiud Det tager lidt tid inden man opdager det (når man er ny som mig), men de der hårde fanger med kvikke bemærkninger og sjofle tatoveringer og korslagte arme - de lytter, de håber, de tror, de synger lovsange og modtager forbøn og nyder i den grad at vi er der.
Det virkede enormt meningsfyldt at være med til at så Guds ord og Guds kærlighed ind i disse fangers liv. Guds nåde og tilgivelse bliver pludselig så relevant, når man står over for en mand der har slået 3 mennesker ihjel og bruger natten til at tænke på hvordan han kan slå den næste mand ihjel, som er løbet med hans kone. Men dybt i ham boede en længsel efter at komme fri af den bitterhed og det had som fortærede ham og styrede hans tanker. Må Gud hjælpe ham og alle de
andre.
Det var fantastisk at rejse med HC, Ingrid og Olav. Det siger sig selv, at de har hjerte for arbejdet når de har været af sted på 15-20 ture eller var det mere, og det kunne mærkes. Overalt hvor vi kom frem var der åbne døre, genkendelseglæde og hjertevarme og masser af mad. Jeg lyttede til historier fra mange på turen, og kunne høre at Thorkilds initiativer og udholdende arbejde, støttet og efterfulgt at mange andre, har gjort et kæmpe indtryk og sat et kæmpe aftryk på rigtig mange rumænere.
Må jeg slutte af med at 2 opfordringer:
- For det første at mange flere sætter tid af til at tage med på sådan en tur. Vær med til at gøre en forskel.
- For det andet, at mange flere begynder at leve deres drømme ud, sådan som Thorkild gjorde det.
Det ser måske ikke ud af meget i starten, men Gud formår, gennem os, at gøre langt mere end vi kan bede om eller fatte eller forstå. Ham være pris og ære.
Kærlige rejsehilsner
Jacob Viftrup
|
