Det var mig en stor glæde at sige ja til Olav, da han spurgte mig om jeg kunne tage en uge ud af kalenderen og følge med på en tur til Rumænien. Jeg har været i Rumænien et par år tidligere med kirkens korshær, så jeg troede at jeg vidste hvad det var jeg gik ind til.

Jeg havde jo erfaring med Rumæniens ture og så havde jeg jo hørt alle de dejlige historier i kirken. Intet havde kunnet forberede mig på, det der skulle ske på denne tur og jeg kan ærligt sige, at det har forandret mit liv for evigt.

Vi kørte af sted fra Ingridsvej klokken 04.30. Det var Olav Nørgaard, Johannes Nørgaard, Lars Bie Mikkelsen og mig selv Jan Nielsen. Vi ankom til Cluj klokken 03.00 rumænsk tid efter at have kørt 21 timer med meget få pauser og sne en del steder. Johannes og jeg blev indlogeret hos en familie som Cosmin kender, imens Lars og Olav overnattede hos Cosmin. Efter en nats søvn spiste vi en dejlig morgenmad hos Cosmin og hans kone Monica. Byen Cosmin bor i, minder meget om den lille by udenfor Aiud, jeg boede i da jeg sidst var i Rumænien.

Efter en rundtur i byen og ved kirken, slappede vi af det meste af dagen. Kl. 16 tog vi alle sammen ind til Anonyme Alkoholikere, der holdt møde inde i byen. Da jeg ikke har været til et AA møde i Rumænien før, syntes jeg at det kunne være spændende at høre på hvad de havde at sige, så jeg fik mig en tolk. Mødet var ikke så meget forskelligt end et dansk møde og alligevel var det det. Men det var eget hyggeligt og der blev delt om de samme problemer der bliver delt om til møder herhjemme. Efter mødet blev der snakket til højre og venstre og taget billeder. Så dukkede pizzaerne op. Vi havde bestilt 16 familiepizzaer og de blev spist alle sammen. Inden vi tog af sted fra denne glade og positive begivenhed, havde vi hver især fået en rumænsk bibel. Søndag skulle vi ind til Cluj til gudstjeneste.

Det blev en dag med mange overraskelser, i hvert fald for mig. Da vi kom til kirken, mødte vi en masse ansigter fra aftenen før og jeg fik at vide at dagens program startede med søndagsskole. Vi satte os ned men der var ingen børn at se og det gik langsomt op for mig, at søndagsskolen var for de voksne og ikke for børnene som derhjemme. Vores pastor for dagen var en glad amerikaner der har boet i Rumænien siden 1995. Han både forkyndte og var tolk for sig selv, noget jeg syntes var meget mærkeligt, specielt når han selv blev forvirret og glemte hvortil han var kommet.

I kirken er der et hjørne, som de kalder Rauls hjørne, Her sidder hver søndag 25-20 tidligere alkoholikere, som Raul er som en far for. Efter gudstjenesten skulle der først spises og derefter pakkes pakker til fangerne i Aiud og Arad fængslerne. Vi fik hjælp af 30 unge og to og en halv time senere var det hele pakket. Det betød at vi fik pakket en pakke hver 10:e sekund. Inden dagen var ovre havde den amerikanske præst Brian skænket os 500 bibler at dele ud til fangerne. Halleluja, Gud er stor. Vi holdt efterfølgende 10 møder i fængslerne i Aiud og Arad, med forskellige lovsangsgrupper.

Den glæde vi mødte i fængslerne var overvældende. De blev da selvfølgeligt glade for pakkerne, men jeg er overbevist om at selve besøget i sig selv, var ligeså vigtigt for dem. Når man tager en fange i hånden, ser ham lige ind i øjnene, ønsker ham et godt nyt år og Guds velsignelse, og man får et bredt og taknemmeligt smil tilbage, ja så ved man at man har nået ind til den person. Det er noget jeg ville ønske I alle kunne opleve.

Cosmin gør et stort arbejde sammen med de unge piger og drenge . Uden dem ville meget af det vi skulle i Aiud og Arad ikke være muligt. Teamet i Rumænien, der gav tid fra tidligt om morgenen for at hjælpe til med at pakke traileren. Lovsangsgrupperne, der tog med til fængslerne og sang så selv englene i himlen lyttede. De stod der og smilte, selv da vi var blandt de mest forhærdede fanger. Det er imponerende og jeg ved at Gud velsigner dem alle i deres liv og i det arbejde de i fremtiden gør i deres respektive menigheder.
Cosmins indsats som koordinator og tolk er også uundværlig. Han var til tider meget træt, men knoklede på ufortrødent for at vi alle skulle føle os tilpas. Jeg ved, at jeg uden hans hjælp og støtte ville være skrækslagen, men hans rolige temperament og hans tro på Herren guidede mig igennem denne oplevelse.

Det var dejligt at kunne være med at gøre en forskel for de mennesker, der sidder i en umulig og til tider en umenneskelig situation. De blikke af håb, fangerne gav os da de vendte tilbage til deres celler, er noget jeg vil huske resten af mit liv og styrke mig i troen på, at når Gud er med så er intet umuligt.

Dec. 2010 af Jan Nielsen

Set fra prædikantens plads

Min bror Olav havde, gennem længere tid, spurgt mig, om jeg ikke kunne tænke mig at tage med på en af turene til Rumænien. Det kunne jeg bestemt, men jeg tøvede i nogen tid.
I december måned var sagen pludselig anderledes og jeg fik ”grønt lys” i mit hjerte, nu var tiden inde. Jeg vil gerne fortælle lidt, men ikke om alt det praktiske på turen, jeg vil holde mig til den åndelige del. Det var helt klart, at ”jorden” var godt bearbejdet af alt det forudgående arbejde gennem tiderne. Flere fanger strålede af gensynsglæde, både ved at møde Cosmin og Olav. En af dem, som gav sit liv til Jesus i 2009, havde studeret sin bibel så grundigt, at han vidste nøjagtig hvad der stod i de bibelvers jeg nævnte og oven i købet kunne han nævne adskillige parallelsteder til mine citater.

Når vi har møder i den højest sikrede afdeling er det i rum på omkring 16 m2. Normalt må vi højst have 10 fanger på en gang, men til et af møderne var vi 21 fanger plus team og lovsangere – i alt omkring 30 – 32 mennesker, så der var fyldt op Efter at det unge sang-team havde sunget nogle sange, prædikede jeg et budskab, som jeg kaldte ”From fall to Kingdom power” (Fra fald til Kongemagt). Jeg viste dem syndefaldets konsekvenser og hvordan Gud gav os Loven som en målestok, der både viser vores afmagt og Guds almagt. Det var fantastisk at se, hvordan fangerne sad ganske stille og levede sig helt ind i budskabet, og da jeg afsluttede med at indbyde til frelse, rakte næsten alle hænderne op, som tegn på at de ville leve med Jesus.

Vi anslog, at ca. 350 ud af de omtrent 400 fanger, vi prædikede for, tog imod Jesus som deres frelser. Det kan være svært at have helt styr på dem, når de igen vender tilbage til deres dagligdag, men der gøres et stort arbejde med opfølgende undervisning, for at træne så mange som muligt. Som altid, også ude i det vi kalder friheden udenfor fængslet, vil det være svært for os, at fastholde alle i en stærk relation med Jesus. Her må vi ikke glemme, at vores ønske om, at de virkelig omvender sig og bliver Jesu disciple, kun er en svag afglans af Guds stærke passion for disse kostbare mennesker. Helligånden kan gå frit ind og ud af cellerne, som han vil, og han vil blive ved med at minde dem om det de har hørt.

I fængslerne mødte jeg fanger, som var mere glade og frie end mange kristne i den såkaldte frihed udenfor! Bliv ved med at bede for dem og for arbejdet, men bed i tro og begejstring, så beder du nemlig i linje med din Himmelske Faders hjerte for denne sag!

Johannes Nørgaard

Reklamer